Sådan ansætter vi
Når du har sendt din ansøgning til os online, vil du inden for 24 timer modtage en mail, der bekræfter, at vi har modtaget din ansøgning. Du kan nu regne med at blive taget i betragtning til den ønskede stilling. Bemærk, for trainee-stillinger er der en særlig ansættelsesproces.
Hvis du mod forventning ikke modtager en bekræftelse, skal du henvende dig til vores rekrutteringsafdeling på tlf. 7488 3298. Så sikrer vi os, at din ansøgning er korrekt registreret.
Udvælgelsesprocessen
Efter modtagelsen af din ansøgning går udvælgelsesprocessen i gang. Først bliver ansøgningen gennemgået af en HR-konsulent, som kender til både jobindhold og den afdeling af Danfoss, du søger job hos. Hvis konsulenten vurderer, at din profil og dine kompetencer matcher stillingens krav, sendes din ansøgning videre til den ansættende leder, som herefter laver en yderligere gennemgang.
Det er vigtigt, at du laver din ansøgning og dit cv så målrettet mod jobbet som muligt, ligesom det er vigtigt, at du udfylder vores spørgeskema omhyggeligt. Det sikrer, at din baggrund matcher jobbet.
Samtalerne
Hvis lederen finder din profil interessant, vil du blive indkaldt til en samtale. Ofte indkalder vi til en kort, indledende samtale - gerne per telefon - hvor både du og vi kan få en fornemmelse af, om det kunne være et godt match.
Hvis du stadig er interesseret, og vi også finder det relevant, vil du blive indkaldt til en uddybende samtale. Den består typisk af to dele; først en samtale med en HR-konsulent, hvor der er fokus på dig og dine personlige kompetencer. I denne samtale indgår en personlighedsanalyse, som du har udfyldt online inden samtalen. Herudover er der en 12 minutters problemløsningstest, som du løser i forbindelse med samtalen.
I anden del af samtalen vil du møde den ansættende leder og måske nogle medarbejdere fra afdelingen. Her får du mulighed for at lære meget mere om jobbet og de mennesker, der arbejder i afdelingen, ligesom vi får mulighed for at gå i dybden i forhold til dig og din baggrund.
Medbring gerne referenceliste til samtalen, da vi gør meget ud af at sikre os, at du er den rette medarbejder ved at tale med nogle af dine tidligere arbejdsgivere.
Beslutningen
Efter disse samtaler er vi som regel i stand at beslutte os. Men der kan være tilfælde, hvor vi vil indkalde dig til en yderligere runde for at afdække nogle bestemte områder mere i dybden. Der kan også være andre relevante ledere eller medarbejdere, der har behov for at mødes med dig, inden vi træffer den endelige beslutning om din ansættelse.
Hvis vi gerne vil tilbyde dig jobbet, og du accepterer, fremsender vi en kontrakt, der indeholder information om løn, pension og andre vilkår, som du bliver tilbudt som medarbejder på Danfoss.
Hvis vi beslutter ikke at ansætte dig, vil du modtage et afslag, enten per mail eller telefon. Herefter vil du indgå i vores kandidat-database og blive taget i betragtning til kommende jobs, hvor din profil passer ind.